Af Nanna Schmidt Nordestgaard
Baseret på romanen The Knife of Never Letting Go af forfatteren Patrick Ness forsøger Chaos Walking med velkendte YA-troper at blive generation Z’s Hunger Games. Det umage par Viola (Daisy Ridley) og Todd Hewitt (Tom Holland) må finde gensidig tillid og hjælpe hinanden i en dystopisk verden, hvor der undervejs opstår forståelse og måske en lille smule forelskelse.
Viola styrtlander med et rumskib i baghaven af den rødbedefarm, som teenageren Todd går og passer. På planeten er der kun mænd, så da Todds feminine fund bliver kendt, opstår der kaos. Pludselig må Todd beskytte Viola mod byens skumle borgmester David Prentiss (Mads Mikkelsen) og de resterende mænd, der ikke kan acceptere, at Viola ikke er forstyrret af støjen. Det er en tilstand, hvor mænds tanker visualiseres og kan høres af alle. Mændenes indre er altså blottet for alle.
”En mand, der ikke kan kontrollere sine tanker er blot omvandrende kaos,” lyder et citat i begyndelsen ad filmen. Ser man dét! Det kunne jeg godt have fortalt dig. Er 2021 tiden, hvor mænds ufiltrerede tanker skal sendes op på den store skærm i 110 minutter? Der er simpelthen noget over præmissen, der er en smule skæv, selvom filmen forsøger at udfordre det kønsbinære skel mellem mænd og kvinder, ved for eksempel at lade Viola slå på tæven og Todd acceptere sine tårer.
I filmen driver støj plottet frem, når det afslører Todds skjulested eller inderste tanker. Alligevel er præmissen om støjen ikke udnyttet helt tilfredsstillende. Støj kan for eksempel materialisere sig eller bruges til at hjernevaske, men fremstår mest som en teenagers værste mareridt: at nogen kan læse éns tanker, særligt når man tænker på en sød, lyshåret pige fra rummet.
Todds højlydte støj bliver et kontinuerligt humoristisk element i filmen. Viola dumper ned i Todds dystopiske paradis som en anden Eva og bringer Todds syndefald med sig. Fra at leve udelukkende med mænd (som om det forhindrede romantiske følelser?), er Viola katalysatoren for en hidtil ukendt side hos Todd. Han er iført en løs tanktop, der viser nok af hans urimeligt trænede teenagekrop (en velkendt trope i YA-universet).
Omvendt er den frygt, der opstår når Viola finder ud af, hun er styrtet ned i en verden fuld af mænd, der hader kvinder et af det mere gribende elementer i filmen. Særligt i en scene, hvor borgmesteren holder hende fanget, mens byens mænd uroligt pisker en stemning op udenfor.
Filmen mere spektakel end emotionel tyngde, og plottet er simpelt og forudsigeligt. For eksempel er filmens plottwist gennemskueligt omtrent 1 time og 15 minutter før Todd kommer til samme erkendelse som seeren. Og undervejs undrer man sig over det utal af elementer, der aldrig bliver forklarede, såsom forholdet mellem mennesker og de alien-agtige væsener, der også bor på planeten.
Faktisk er store dele af filmen genindspillet, da førsteudgaven fra 2017 blev dømt uegnet til premiere efter at have været vist for et testpublikum. Den oprindelige instruktør Robert Zemeckis blev skiftet ud med Doug Liman, som man kender fra The Bourne Identity. Måske kommer Chaos Walking, hvis oprindelige premiere skulle have været 2019, for sent til at ramme den kortvarige tidsånd, der gjorde Hunger Games og Divergent til succeser.
Man sidder i hvert fald tilbage med en følelse af at have set en collage af allerede kendte sci-fi Young Adult-dystopier, hvor mand møder kvinde, modstand overkommes og forelskelse blomstre. Nu bare i rummet.
Kommentarer